Lovens tilblivelse:
De 911 sygekasser har 118 000 medlemmer. Dette medlemstal skal dog tages med forbehold:
Antallet af forsikrede er reelt større. Idet de mandlige medlemmers hustruer og børn indirekte er forsikrede gennem mandens medlemskab.
Antallet af forsikrede er reelt lavere end 118 000. I det flere af medlemmer har sikret sig, ved at være medlem af flere kasser på en og samme tid.
I Sygekasseloven har et ægtepar, hvert sit medlemskab. Hjemmeboende børn under 15 år er dækket af en forældres medlemskab. Og et medlem af en statsanerkendt sygekasse kan kun være medlem af en og samme kasse.
I byerne rekrutteres et ikke ringe antal bedrestillede folk. De faglærte arbejdere synes at opretholde laugstidens traditioner, hvor de unge svende træder ind i fagets understøttelseskasse.
På landet rekrutteredes fortrinsvis den fattige del af befolkningen. Det er overvejende gifte og lidt ældre folk.
En sygekasses gennemsnitlige medlemstal er ca. 130. Flere af kasserne har et meget lille antal medlemmer.
Clara Black skriver, at ca. 850 sygekasser ville kunne statsanerkendes. I loven skal en statsanerkendt sygekasse have mindst 50 medlemmer. Der er dog undtagelser, som især kommer de små sygekasser i landdistrikterne til gode. (Clara Black kommer frem til tallet 850 gennem en beregning, hvori hun slår flere små kasser sammen. Det antal kasser som har et medlemstal på 50 eller mere er derfor lavere end 850.)
Desuden afgrænses kassernes optagelsesområde til en kommune (igen er der undtagelser), et fag eller en handelsplads (arbejdsplads).
Kasserne var forskellige:
2/3 af kasserne yder såvel syge- som begravelseshjælp og en del kasserne har tillige enke- og alderdomsunderstøttelse på deres program.
Sygekasseloven gør det mulig for en statsanerkendt sygekasse at beholde disse særlige ydelser, forudsat der oprettes særlige kasser for dem. Og der så at sige er vandtætte skotter mellem dem og sygekassen. Således at de offentlige midler beregnet til sygekasser ikke bliver brugt til for eksempel begravelseshjælp.
Ydelserne spænder fra gratis til tilskud til lægehjælp, fra gratis til tilskud til sygehusbehandling, fra fuld til delvis kompensation for tabt arbejdsfortjeneste (pengehjælp) og fra gratis til tilskud til medicin.
Af sygekasserne på landet yder 4/5 af kasserne pengehjælp.
Sygekasseloven sætter nogle minimumsydelser. Fri lægebehandling enten hjemme eller på sygehus samt nogle standarder for pengehjælpen. Den enkelte kasse kan så vælge at yde mere, for så vidt den er solvent og dens særlige ydelser fremgår af dens vedtægter.
Kasserne økonomiske forhold varierer:
Det årlige gennemsnitlige kontingent er for 84 københavnske kasser 12,79 kr. og udgør 86,6 % af indtægten.
Det årlige gennemsnitlige kontingent er for 171 kasser i provinsbyer 8,23 kr. og udgør 81,8 % af indtægten.
Det årlige gennemsnitlige kontingent er for 564 landsygekasser 3,61 kr. og udgør 64 % af indtægten. Kassernes samlede formue er 2 000000 kr. Dvs. den gennemsnitlige formue pr. medlem er ca. 21 kr.
Clara Black skriver konkluderer således:” Alt i alt vare Bysygekasserne, som hovedsagelig vare en Fortsættelse af de gamle Laugskasser, ret velfunderede og velordnede.
Sygekasserne paa Landet, som næsten udelukkende vare en Dannelse af den nyere og den nyeste Tid, syntes derimod trods al hæderlig og ofte udmærket Bestræbelse ikke at kunne magte den Opgave, der var dem stillet: i Sygdomstilfælde at yde Medlemmerne en Hjælp, som kunde være af virkelig Betydning" for dem, for et Kontingent, de kunde overkomme. De kunde det ikke, simpelthen fordi Opgaven er uløselig, naar der ingen Støtte ydes udefra. ”
Der er 3 Centralforeninger i 1885, som har til formål, at medvirke til at skabe forhold, således at de forskellige sygekasser kan arbejde sammen for eksempel, når et medlem flytter og skifter sygekasse.
Danmark efter sygekasseloven i 1907
Til sammenligning var der i 1885 ca. 1000 sygekasser med et medlemstal omkring 118 000.
”Den 1. Jan. 1907 var af den københavnske Befolkning over 15 Aar de 34,4 %. Medlemmer af anerkendte Sygekasser, det tilsvarende Tal var for Provinsbyerne 24,7 %, for Øernes Landdistrikter 31,7 % ,for Jyllands Landdistrikter 27,9 % og for hele i Landet 29,7 %.”
”I Landdistrikterne er Fordelingen mellem Erhvervene mere jævn. Haandværkerne indgaa med knap 1/4 og Husmændene med godt 1/4 af det samlede Antal. Af den resterende Halvdel falder det meste paa de to Grupper: Tyende og Landarbejdere. En Sammenligning med Forholdene i 1896 viser, … at det er især blandt Tyende og de ganske smaa Jordbrugere, at denne Stigning gør sig gældende, saa Resultatet er altsaa ogsaa her det glædelige, at Sygekasserne have arbejdet sig nedad i Befolkningen. ” (11)
Der er 15 Centralforeninger, hvor både anerkendte og ikke anerkendte sygekasser er medlemmer.
Sygekasseloven af 1892:
Målgruppen for loven er den ikke formuende del af den arbejdsføre befolkning og deres børn.
Man ønsker at nå denne befolkningsgruppe gennem de foreninger, - sygekasser. Sygekasserne drives udfra et frivilligt forsikringsprincip.
Når man læser loven får en klar fornemmelse af, at der er meget få standarder på området, og man på en og samme tid både ønsker at fremme en standardisering og respektere sygekassernes forskellighed. Medlemmerne skal fortsat frivilligt søge kasserne. Sygekasser skal frivilligt søge statsanerkendelsen.
Enhver fagligt eller lokalt afgrænset sygekasse med mindst 50 Medlemmer får ifølge loven ret til at søge statsanerkendelse.
Kommunen synes at være, lovgivernes foretrukne afgrænsning. En række gummiparagraffer betyder imidlertid, at man ikke kan slutte fra en lokal sygekasse til en given hjemstedskommune. Paragraffer om små sygekasser, som kan slå sig sammen over kommunegrænser osv., hindrer en sådan tolkning.
Det står lysende klart at lovgiverne ønsker at sikre sig mod misbrug af midlerne. Såfremt et enkelt medlem gør sig skyldig i svig, taber vedkommende medlemsretten. En anerkendt sygekasse, som gør sig skyldig i svig, mister sin statsanerkendelse. Staten kontrollerer sygekasserne gennem sygekasseinspektøren. Sygekasseinspektørens optræder ikke blot i kontrollantens rolle men også i vejlederens og dirigentens.
Når den enkelte sygekasse bliver statsanerkendt, overgiver den så at sige en del af sin suverænitet til sygekasseinspektøren. Incitamentet hertil er naturligvis statstilskuddet eller rettere statstilskuddene. En anerkendt sygekasse opnår dels tilskud pr. medlem og dels tilskud i forhold til det samlede medlemskontingent størrelse. Det vil sige jo flere medlemmer, jo højere kontingent, jo større statstilskud.
Statstilskuddet er blot et af flere incitamenter. I loven forekommer en række indirekte tilskud, som kun er forbeholdt medlemmer af anerkendte sygekasser for eksempel:
- Medlemmer af anerkendte sygekasser, som bor på landet og som ikke har hest eller vogn får gratis befordring til og fra Sygehus, betalt af den kommune, hvori de bor. Det samme gør sig gældende for befordringen af læge og jordemoder i de tilfælde, hvor medlemmet behandles i eget hjem.
I Loven skelnes mellem selve loven og kassernes vedtægter. Loven giver kasserne mulighed for at have flere ydelser end angivet i selve loven, såfremt de er angivet i den enkelte kasses vedtægt. På samme måde giver loven, den enkelte kasse mulighed for at fravige lovens bestemmelser i flere tilfælde, der alle handler om pengehjælpen (erstatning for tabt arbejdsfortjeneste) størrelse. Eksempler:
- medlemmer mellem 15 og 18 år
- kvinder
- tyende, der bor hos deres husbond. Kassen får mulighed for at undlade pengehjælpen i den periode, hvor husbonden er forpligtet til at lønne sit syge tyende.
- ”pengehjælpen ikke ydes for drankersygdomme, veneriske sygdomme (kønssygdomme) eller sygdomme der hidrøre fra slagsmål.”
- under epidemier, ”som ere tagne under offentlig Behandling, kan med Sygekasseinspektørens Samtykke Pengehjælpen nedsættes eller helt bortfalde
Den enkelte sygekasse får desuden mulighed for oprette kasser til andre formål fx begravelseshjælp. Dette forudsætter, at der oprettes en særlig afdeling eller kasse, til at varetage dette formål. I loven sikrer statsmagten sig at ingen midler, der er beregnet til sygekassen kan bruges til dette formål. At den enkelte kasse har ”pengetætte” skotter mellem sine afdelinger, kontrolleres af sygekasseinspektøren.
Sygekasseinspektørens stillingsbeskrivelse fremgår af loven. Han ansættes af Indenrigsministeriet og lønnes som kontorchef. Hans løn, hans kontorhold og rejseudgifter er udgifter på selve finansloven. Sygekasseinspektøren refererer til Indenrigsministeren. Inspektørens indstillinger kan indankes for ministeren.
Sygekasseinspektøren skal føre tilsyn med de anerkendte sygekasser. Såfremt en sygekasse vælger at drive en institution for af dens medlemmer, som for eksempel kommer ud for en ulykke, er det ligeledes inspektørens opgave at drive tilsyn med den. I så tilfælde får han et særligt honorar på 800 kr.
Sygekasseinspektøren skal også vejlede og bistå sygekasserne. Oprettelse af nye kasser er nævnt som et særligt område for inspektørens vejledning.
Desuden skal sygekasseinspektøren indkalde stemmeberettigede repræsentanter for de anerkendte sygekasser til årlige drøftelser af væsentlige emner for sygekasseinstitutionen. Her nævnes genforsikring og normalvedtægter i eksplicit i loven.
Kassernes repræsentanter vælger et nævn med sygekasseinspektøren som formand. ”Naar dette nævn skønner, at en anerkendt Sygekasse uden direkte at overtræde Lovens Forskrifter dog i sit forhold til sine Medlemmer eller andre Sygekasser virker paa Sygekasseinstitutionen i dens Helhed uheldig Maade., indstiller Sygekasseinspektøren til Indenrigsministeren, hvorvidt Anerkendelsen af en saadan kasse skal bortfalde.” Om de kasser, der har mistet anerkendelsen, skriver Clara Black; 1 er gået konkurs, 1 sender ikke regnskab og medlemsfortegnelse til sygekasseinspektøren, hvorfor statstilskuddet ikke udbetales. 5 er blevet delt. Resten af kasserne har slået sig sammen med andre. Clara Black skriver videre: ”at et Nævn, for Tiden bestaaende af 9 Medlemmer, valgte af de anerkendte Kassers Bestyrelser, under Sygekasseinspektørens Forsæde afholder et aarligt Møde og her afgiver det af Loven autoriserede Bindeled mellem Kasserne og Administrationen.” ”Ogsaa Nævnet har været til stor Nytte. Det har ikke — som man maaske kunde vente — formet sig helt, ikke engang mest, som et Organ fra Sygekasserne til Administrationen, det har lige saa meget været omvendt: gennem Nævnet har Sygekasseinspektøren kunnet øve den Indflydelse paa de selvstyrende Kasser, som uden det vilde have været om ikke udelukket, saa dog vanskeliggjort, idet den ikke havde været baaret af nogen Autoritet ud over den rent personlige. Den personlige Autoritet har for øvrigt været betydelig i disse 15 Aar, i hvilke den nuværende Arbejdsløshedsinspektør, Læge Th. Sørensen, har beklædt Embedet som Sygekasseinspektør, fra alle Sider anerkendt for den taktiske Dygtighed, det overlegne Syn og den aldrig svigtende Interesse, hvormed han har ført Loven igennem denne dens første og vanskeligste periode.” (11)
”Inspektøren afgiver hvert aar Beretning til Indenrigsministeren, om de anerkendte Kassers Virksomhed. Et Uddrag heraf bliver at offentliggøre paa den af Indenrigsministeren foreskrevne Maade.” (10)
Loven træder i kraft
”Sygekasseloven traadte i Kraft i. August 1892: men ingen Anerkendelse fandt Sted før Januar 1893, fordi Sygekasseinspektoratets Udarbejdelse af en Mønstervedtægt for anerkendte Sygekasser, Kassernes Udarbejdelse af deres respektive Vedtægter og Gennemsynet af disse i Inspektoratet nødvendigvis maatte tage Tid, da der for mange Punkters Vedkommende krævede omhyggelig Overvejelse og fornyede Undersøgelser. Thi til Trods for den nævnte, af Kommissionen i 1885 foretagne Undersøgelse stod Sygekasseinspektoratet i Virkeligheden uden noget paalideligt Grundlag for sine Beregninger af Forholdet mellem Bidrag og Understøttelse. For det første refererede nemlig Kommissionens Oplysninger sig til et Tidspunkt, der allerede laa nogle Aar tilbage, dernæst vare de indsamlede under Forhold, som for største Delen vare væsentlig forskellige fra de Forhold, hvorunder de anerkendte Sygekasser maatte komme til at virke.” (11)
”Mod Forventning, var den Mistillid, hvormed Den danske Sygekasselov mødtes, slet ikke saa meget blandt Teoretikerne — i Virkeligheden var der vist ogsaa blandt dem meget faa, som kunde tænke sig en dansk Sygekasselov baseret paa noget andet Grundlag end Frivillighedens —, men Loven var bleven til gennem et vanskeligt Arbejde for at forsone modstaaende politiske Partiers Fordringer, derfor fandt Partimænd i alle Lejre noget at udsætte paa den, og Kasserne selv nærede fra først af en afgjort Mistillid til dette Opsyn, denne Kontrol. Men paa Møderne kom de ind paa Livet af det i Sygekasseinspektørens Skikkelse, de forhandlede direkte med ham og fik at vide hans Stilling til de Forhold, hvis Ordning foruroligede dem, og her knyttedes stadig fastere gennem Aarene. Det Tillidens Baand mellem Sygekasseinspektøren og Sygekasserne, som mere end noget andet har bidraget til det Resultat, disse Lovens første 15 Aar har kunnet opvise. ” (11)
Kilderne til dette indlæg er: sygekasseloven (10) og Clara Blacks artikel sygekasseloven 1892 - 1907 (11). Yderligere oplysninger: henvisninger til kap. 3. Clara Black biograf kan du læse på KVINFO's hjemmeside. Om Danmarks første sygekasseinspektør kan du læse på Tidsskrift.dk.
